Den nye hverdag #1

For to måneder siden lavede jeg dette indlæg. Den nye hverdag ventede forude. Den nye scene stod klar og jeg var forventningsfuld, spændt - følelserne ambivalente.

Jeg skrev dengang, at der nok skulle komme anmeldelser på den nye hverdag. Det er der kommet i medierne i så rigelig grad. Og vi anmelder og evaluerer den også både på lærerværelset og rundt om aftensmaden dagligt. Der er ting, der er svære at vænne sig til. Der er ting, der er virkelig gode ved alt det nye i den danske folkeskole. 

Der er ingen, der kender mig, der i sin vildeste fantasi ville have troet, at jeg med et fingerknips kunne undlade at arbejde hjemme. Der er ingen, der ville have gættet på, at jeg accepterer, at jeg når det, jeg når - og møder til time forberedt, men kun sjældent velforberedt. 

Der er umiddelbart heller ingen, der ville have troet at den meget omstillingsparate seks-årige ville reagere, som hun har gjort. En ting var intetheden mellem farheden og morheden. Men pludselig tårnede eksemplerne på mistrivsel sig op og de kom fra både barnets mund og de voksnes. Undtagen de voksne, eksemplerne skulle komme fra. Jeg indså, at mit barn føler sig ene og forladt i en stor del af den tid, hun er i SFO. Hverdagen fungerer for mig. Men den del af hverdagen, der ikke er skole, fungerer ikke for det dyrebareste, jeg har. 

Så alle de gode råd, der er givet, er blevet taget til efterretning og vi har handlet på det. Det handlingslammede menneske brød ud af sit fængsel og blev mødt - og for at blive i billedsproget, kan man vel sige, at vi er gået fra et lukket til et åbent fængsel. Det føles i al fald sådan.

Status fra et sådan kommer slut oktober.

Indtil da, til alle jer, der er ved at drukne i fuldtidsjobs og dårlig samvittighed: Hæng i. Der er en løsning. I skal bare opdage, den er der. Så meget har jeg erfaret.

Morheden, farheden og intetheden (og alt det andet...)

Det har altid været vigtigt for mig at holde af hverdagen. Og det er altid faldet naturligt. Heldigt. For der er flest hverdage. 

Hverdagen for min datter og mig har ændret sig markant siden midten af august i år. Den hverdag, vi har nu, fortjener ikke sammenligning med den, vi havde før sommerferien. For det fundament de to former for hverdage bygger på, er vidt forskellige. Alligevel gør min hjerne det konstant. Finder det positive i den nye hverdag og kæmper med dæmonerne, der repræsenterer evig dårlig samvittighed over ikke at have mulighed for at være den forældre, jeg ønsker at være.

Mens lærerkollegaer, sådan rundt i hele landet, går ned med stress på stribe grundet de nye arbejdsforhold, er jeg så heldig, at jeg (endnu) fungerer i mit job indenfor den ramme, der er sat. Dæmonerne finder vej til mine tanker, fordi den 6-årige taler om morheden og farheden og intetheden. Og græder. Og opgiver. Og det har ædt mig op indefra den seneste uge. At hun ikke trives. At hun fortæller om konflikter i hende selv. At hun fortæller, hvordan læberne dirrer i undervisningen, fordi hun er ved at græde over det uoverskuelige i resten af dagen. Intetheden. Ingenmandsland. Følelsen, der opstår, når hun kl. 08.00 siger farvel til farheden, men først kl. 17.00 siger goddag til morheden. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg fik lige netop hende, der selv sætter ord på. 

Men jeg er låst. Det handlekraftige menneske er fængslet. Lammet. Jeg kan ikke gøre det godt. Jeg kan ikke være lærer, enlig mor OG give mit barn det, der fungerer bedst for hende. En kortere dag. 

Vi, som i faderen og jeg, samarbejder godt og arbejder på at gøre det tåleligt for os alle. Vi har netværk til at hjælpe. Men vi er låst, dog taknemmelige. 

Og der er stadig længe til at dæmonerne dør. Jeg skal ændre levevis. Jeg skal acceptere, at jeg ikke kan være den kæreste, jeg gerne ville. At jeg i særdeleshed svigter mine veninder, fordi tiden er anderledes. Jeg skal skære fra. Sige nej. Passe på mig og min datter. Den lille familie i det røde hus på vejen, der hedder noget med Bjerg. For vi kan ikke, hvad vi kunne. Fordi jeg er lærer og barnet går i skole. Og jeg skal have det forklaret til dem, jeg savner. Skåret ud i pap, at jeg gerne vil se dem, men at tiden er fordelt anderledes. Den dårlige samvittighed skal på hylden. Det er okay, at jeg ikke har set den nyfødte. For jeg har prioriteret at få hovedpinen væk og passe mit barn. Jeg skal acceptere at egenomsorg er vigtigst. Hvilket ikke falder mig let.

I dag og i morgen har jeg truffet et egoistisk valg. Og det er så det sidste af den slags i min nye hverdag. Jeg skal lære at holde af den her hverdag. Og jeg skal sørge for, vi trives i den. Begge to. Min datter og mig i det, hun kalder morheden. Vi får ikke en ny. Jeg skaber den selv.

Vi er på vej.

Og gode råd modtages.