søndag den 22. juni 2014

'Jeg må godt' ELLER 'Det forsømte forår'



Ved siden af mig står en stor skål bland-selv-slik og i hånden har jeg en cola. (Og den var klart en Mokai, hvis i morgen ikke var i morgen.) Og ved I hvad? Jeg må godt! Jeg må godt spise slikket og drikke colaen, for jeg er tæt på mål. Det forsømte forår er snart slut.

I morgen og tirsdag fører jeg 9.klasse til deres afgangsprøve i dansk. I de kommende to døgn skal jeg gøre det, jeg i januar drømte om og derfor søgte. Jeg skal føre til prøve. Og jeg glæder mig! Jeg kan mærke blodet suse endnu stærkere gennem mine årer, blot jeg tænker det. Det bliver SÅ fedt!

Jeg er velforberedt. Og det har kostet dyrt. Men det vidste jeg. Jeg sagde det, dengang tilbage i janaur, da jeg svedende og smilende sad for bordenden og besvarede spørgsmål og ikke vidste, hvem jeg skulle have øjenkontakt med, alt imens mit mavetarmsystem slog knuder og nærmede sig afslutningen på et sygdomsforløb, der reducerede min vægt med otte kilo. Lige dér sagde jeg det: Jeg er fuldt ud klar over, at tilbydes jeg dette job, så er det det forsømte forår, jeg går i møde.

Men én ting er at vide det og formulere det. Én ting er at tro noget om, hvordan det bliver. Noget andet er alle de ubekendte, som ingen kendte til og derfor ikke havde advaret mig om. Ganske enkelt, fordi det ikke var muligt at forudse lige netop dette forsømte forår.

Men hvad forsømte jeg så? Mig selv, mit parforhold, min datter, mit hus, min økonomi? Ja! Mit arbejde og mine veninder? Nej! 

Har jeg bebrejdet mig selv, at de sidste måneder har betydet en lind strøm af tårer, søvnløse nætter og iboende frustration hos både mig og min datter? Ja! Kan jeg bruge det til noget? Nej!

Jeg kan se ned over kalenderen og konstatere konkrete udfordringer og aftaler konstant:

Jeg har siden 1/3 kørt fra Herodes til Pilatus (8500km!) med en kuffert bag i bilen, haft base alle mulige steder end i mit hjem. Jeg har haft et helt bibliotek med mig hver dag - også i påskeferien - for at kunne forberede mig til den efterfølgende dag. Forberede undervisning i fag og emner, som var forbløffende fremmede for mig i forberedelsen, men fantastiske i undervisningssituationen. Forberede niende klassens eksamen. Fordybelsesområder, tekster, vejledning...Forberede bryllup. Bordpynt, tøj og tale...Forberede barnets skolestart, dvs. tackle afslutning i børnehave, tackle opstart i SFO...Tackle gæster, rod, ord, opringninger. Tackle knude i brystet. Tackle kritik, tackle følelse af tvivl, sorg og sejr. Tackle at være til. 

I de kommende to dage afsluttes det forsømte forår. Og aldrig mere skal jeg have et, hvor der var mere tryk på forsømt end på forår. Basta!

Og derfor må jeg godt spise slik og drikke cola ... og se netflix.











Ps. Læs andet afsnit igen: Jeg GLÆDER mig :-) Yay!


torsdag den 19. juni 2014

10'eren



Vandet i lungerne forhindrer vejrtrækningen. Hun hiver hårdt efter vejret og presser iltmasken mod huden, over næseryggen, om munden. Tårerne triller ned af kinderne og desperationen lyser ud af øjnene på hende. Sygeplejersken spørger hende, på en skala fra et til ti, hvor stor en smerte der er tale om. 

Døende rækker hun ni fingre frem.

Hun overlevede og sygeplejersken kaldte hende tapper, fordi hun i den værst tænkelige smerte kun viste ni fingre. Men hun gemte ti'eren. For hvad nu hvis der fandtes en større smerte? 

Det gjorde der.

...

Det gør der. 
Den hedder sorg.


'Nå, går det godt?'



Hvor mange gange har vi ikke stillet det spørgsmål? Hvor mange gange har vi fået det forventede svar: 'Ja, det gør det.'
Folk kigger forundret og overrasket på mig, når jeg svarer: 'Nej, det gør det faktisk ikke. Jeg kæmper og barnet er ikke kun glad for tiden. Men det går rigtig godt på arbejde. Og det er ved at være et par dage siden, jeg har grædt.'

Ansigtsudtrykket er stadig forvirret. Spørgeren havde grangiveligt ikke forventet andet end smalltalk og slet ikke et indblik i mit følelsesliv. Pludselig er h*n nærmest tvunget til at forholde sig til det svar, der blev givet. Det var uventet. Og uventet er indimellem ubehageligt.

Man skal ikke spørge mig, hvis ikke man vil høre det ærlige svar. (Men skal jeg nødvendigvis altid svare ærligt?)

I dag havde spørgsmålet en anden, mere omsorgsfuld, ordlyd: 'Hvordan går det med dig?' Og jeg kunne svare: 'Det går bedre. Meget bedre.'