søndag den 1. december 2013

Om at være alene i en juletid



Det er vist nok noget med at selvmordsraten stiger op til jul. Jeg kan nu altså faktisk godt forstå det. Selvom jeg synes, det er den mest egoistiske handling! Nå, det er en anden diskussion og var ikke det indlægget skulle handle om. For jeg er lykkelig! Men ganske ligesom sidste år, kan jeg nu mærke, mere end ellers, at jeg er alene. ALLE skal noget med deres familier. Det skal jeg også. Men min familie dækker mine forældre og mit barn som de nærmeste - og ikke min kæreste eller manden til mit barn. 

Jeg hygger mig helt vildt op til december og i december. Tag ikke fejl. Det gør jeg! Men når jeg ser par gå i gågaden med hinanden i hånden under de mange julelys - Jamen, så gad jeg da godt, det var mig! Og selvom jeg synes, det er adventshygge og lykke, at ringe til dem i det gule hus og sige: ’Jeg kommer med æbleskiver, hvis I tænder ovnen.’ Ja, så var det da en lille smule mere lykkeligt, hvis ens kæreste kunne putte dem i ovnen, mens man satte den sidste nisse på reolen.

Du er med på pointen, ikke?

Jeg kan faktisk godt forstå at antallet af profiler på datingssites stiger i januar. Det stiger med en profil mere et sted, det kan jeg næsten allerede nu forudse.

(Jule)glæde



Jeg elsker jul. Julen er mange ting. Og den er også glæden ved at give. Jeg elsker gaver. Jeg elsker at blive overrasket - og jeg synes, det er noget så fantastisk og tilfredsstillende selv at give en gave, man ved modtageren bliver oprigtigt glad for eller overrasket over. Jeg elsker som tidligere skrevet nemlig også overraskelser.

Alt det til sammen – sammen med det faktum, at der i år er en del mennesker i mit liv, der fortjener en overraskelse i juletiden, gjorde, at jeg allerede i oktober begyndte på idéerne.

Der var to krav:
1)      Det skulle skabe smil og glæde – eller måske forundring - hver dag i december.
2)      Det skulle koste næsten gratis, da jeg brugte sparepengene på en rejse til Rom.

Det var faktisk ikke særlig nemt. Og jeg brugte lang tid på at tænke. Også fordi jeg skulle vælge ud. Der er virkelig mange mennesker i mit liv, jeg gerne vil sige tak til. Mange mennesker, jeg gerne ville give noget igen – af den ene eller anden grund. Det var derfor ikke svært, at den første, der skulle overraskes var min barndomsveninde. Så hun har fået sådan en her:



Der er rullet julepapir og et minde fra vores barndom/ungdom/voksenliv om 24 stykker chokolade. Det tog ikke lang tid at skrive de 24 minder. Og jeg har nu, i dagene efter kalenderen blev færdig, fundet minder nok til en kalender mere. Jeg har glædet mig i et par uger til at give hende den. På den der 'der-knuger-i-maven-måde.' Hun blev rørt til tårer. Det var ikke meningen. Men dejligt. Det rørte mig dybt.

Den næste var heller ikke svær at beslutte – endnu en veninde. Hun har fået 24 af mine yndlingscitater om 24 stykker chokolade. For det er lige hende. Og hun havde også tåre(r?) ned af kinden. Det blev jeg overrasket over. Uventet dejligt! Målet var at glæde dem begge.

Den sidste var svær at beslutte. Meget svær. Og måske har jeg fortrudt. Måske har jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan modtageren har reageret. For jeg har ikke afleveret den personligt. Den er faktisk slet ikke afleveret. Den er bare stillet foran en hoveddør. Den er nok den største overraskelse af dem alle. Både for modtageren og for mig.

Det giver 24x3 små pakker= 72 stk. Forhåbentligt 72 smil og glædessus i maven blandet med chokolade.

Så langt så godt. Jeg har nemlig også glædet mig til at overraske barnet i år. Jeg har fået ordnet krea-kaos-kontoret. (Jojo, den er god nok! Skal nok vise billeder af krea-kontoret i ’Fra skrot til slot’-stil senere.) Det var i nogle dage omdannet til julemandens værksted. 
For det første fordi, jeg ikke ville vågne badet i koldsved kl. midt om natten flere gange i december, fordi jeg havde glemt at putte julemandens pakke i barnets sok. En sok, der alligevel aldrig var stor nok til pakken. For det andet fordi jeg synes, at pakker er hyggelige og de derfor gerne må pynte i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg.

Der kom denne ud af det:



Hun blev meget glad. Julemanden skal øve sig på sit laksejl. Men ellers er jeg er yderst tilfreds med det pyntende resultatet.

Vi er oppe på 96 pakker. 96 smil. Håber jeg. Dertil kommer, at jeg har lavet pakker til børnene i mine klasser med små og store opgaver. Fx har jeg pakket havregryn ind den dag, jeg synes, vi skal trille havregrynskugler. 

Alt i alt har jeg talt mig frem til, at jeg har pakket 121 pakker ind i den forgangne uge. Dét er juleglæde - for mig!

Så GLÆDELIG 1.december derude!

mandag den 11. november 2013

Tilfredshed

Det er fredag eftermiddag og læreren er færdig med sin forberedelse på skolen kl 15.00, hvorefter hun ser i sin kalender. Ingen aftaler. Intet barn. Første aftale ligger søndag kl 18.00: 'Mortens aften.' Hun græd ikke over det. Hun følte sig glad. Tilfreds. Forventningsfuld. For et år siden havde det været utænkeligt. Det er åbenbart ikke kun barnet, der udvikler sig. Hendes mor gør også...

Man så hende køre i boghandleren og købe den nyeste krimi af Sara Blædel. Man så hende købe sig en stor varm chokolade med ekstra flødeskum, trods mælkeallergi, hos Starbucks. På bordet foran hende lå krimien - og på tallerkenen stod en fedtfattig blåbær muffin til overpris. Omkring hende købte folk de første julegaver og diskuterede grimme valgplakater. Hun læste. Indtil blåbærmuffin og chokolade var væk. Så kørte hun hjem og drak mokai og læste videre. Kl 02.27 om natten var både bog og lærer færdig.

Planen var at sove længe, men hun glemte at sætte telefonen på lydløs. Så man så hende vågne kl 09.00 og  slappe af i eget selskab, spise slik, spille word feud, surfe på nettet, handle, synge med på Rasmus Seebachs nye, købe vinterjakke til barnet - og endda 1,5 times træning inden mere forberedelse og administrativt arbejde - samt påbegyndelse af julekalender til et ganske særligt menneske - før hun sammen med en veninde spiste sushi.

Om søndagen skinnede solen og hun smilede, da hun gik gennem byens gader med endnu en veninde.
Hun smiler stadig.




Tak!

Jeg bliver nødt til at sige 'tak'! Tak til jer, der kommenterer. Både her og der!

Jeg sætter pris på hvert et ord. Jeg er oftest på fra iPhone, når jeg læser blogs - også min egen. Dermed også jeres svar. Det er noget bøvl at svare fra iPhone, så jeg får aldrig delt min begejstring og hjertelige 'tak' i det øjeblik, jeg glædes over jeres ord.

Så TAK!

Jeg - et rodehoved

Okay, jeg er er rodehoved. Jamen, det er jeg altså. Og det er bare slet ikke blevet bedre efter, jeg er blevet single. Jeg synes måske så bare, jeg er et organiseret rodehoved. Jeg ved hvor små dimser ligger i det store rod. Alligevel må jeg erkende, at ting forsvinder. Og lige præcis dét begynder at irritere mig voldsomt! 

Som fx den blå tang til at lave mikroskopiske huller med. Jeg manglede den særligt til jul sidste år. Nu dukkede den op i år i kassen med pile til skolernes motionsdag. Et år efter den blev væk - og jeg havde efterlyst den så tilpas mange gange, at mine kollegaer begyndte irriteres over det. Ting fordufter jo ikke fra jordens overflade, men det ville være rart, hvis de gemte sig steder, man leder. 

Eller min blender. Hvordan bliver en blender væk? Låner man den ud og glemmer til hvem? Eller hva' med mine sorte cardigans? Jeg må ikke have en sådan. Vi er på basiscardigan nummer tre på et år, der er væk. Sådan kan jeg blive ved. 

Jeg har en liste (surprise) med ting, jeg ikke kan finde. På den liste har jeg for nyligt tilføjet: Barnets leopardbamse. Og det gør rent faktisk en smule ondt på mig, at den er væk. Dels fordi hun har et meget nært forhold til den og reelt sørger over, at den er væk. Dels fordi, jeg har givet hende den. Men mest fordi barnet for noget tid siden sagde: 'Mor, jeg tror vi har glemt den i toget.' Og jeg reagerede med: 'Nej, vi har da ikke, den dukker op igen, ligesom alt det andet.' 

Men den er ikke dukket op. Og DSB gemmer kun tingene i 7 dage.

torsdag den 24. oktober 2013

Mænd

Jeg gider det faktisk ikke lige nu. Date. Lede efter kærligheden. Den var måske ellers lige ved at lande i min sms indbakke. Og det var ikke engang mig eller en veninde, der havde ledt efter den. Nej, han havde selv spurgt. Men så bakkede han ud. Ærgerligt. Øv. For han var ret sjov. Og jeg kan godt li' sjove mennesker. 

Vi (mig og veninden) blev træt af ham, da han bakkede ud. Hvad ligner det, nu han selv havde spurgt efter en sød pige? Men faktisk er det noget af det, jeg allerbedst kan li' ved ham. At han bakkede ud på den baggrund, han gjorde. Også selvom jeg ikke fik chancen. 

Før ham var der en fra nettet. Vi har lært hinanden rigtig godt at kende over mail og gennem telefonsamtaler. Men jeg søgte ikke en penneveninde. Og han aflyste tre dates. Hans grunde var med garanti sande. Men jeg mister interessen, når der ikke tages initiativ til en ny date. Jeg kan godt li' initiativrige mennesker. 

Før ham, var der ham, jeg vil holde hemmelig. Og før ham, var der ham, der kunne blive min nye bedste ven. Og før ham var jeg kæreste med en. Ja, og så er der alle dem indimellem, der har kontaktet mig på et datingsite, hvor jeg har svaret pænt tilbage og så aldrig hørt fra dem igen. Eller dem jeg har kontaktet, fået svar fra og svaret på igen - og så aldrig hørt mere. Ej, jeg gider ikke mere lige nu. Det er lige før, jeg synes, det er for bøvlet! 

Jeg satser (lige nu) på at gøre som en jeg kender: Blive i mit hus og vente på, at HAN ringer på med en buket blomster i hånden på en god hårdag. Det lyder usandsynligt. Men det er sket. 

Og i morgen køber jeg nye batterier til dørklokken.

mandag den 7. oktober 2013

Overskud



Jeg ved ikke, hvor det stammer fra. Men det føles som om jeg har mere tid. Uden at gå væsentligt senere i seng. Eller stå væsentligt tidligere op. Jeg får ting gjort. Jeg får ting ordnet. Og halvfremmede konstaterer: Hold da op et overskud!

Det kan ikke kun være fordi, jeg træner – for dét er da så absolut en tidsrøver (men med gevinst). Er det virkelig blot fordi, vi har slettet bondegårdsspillet og jeg kun er semiaktiv på en dating-side? Altså sådan sammenlignet med, da jeg hang i en chat nogle timer om dagen ugen? Er det fordi, jeg samler mine indkøb og kører i centeret færre gange end for bare en måned siden? Er det fordi, jeg har været syg i 14 dage og alt andet lige vil det at være rask, give mere overskud? Er det fordi, jeg er fyldt op af fantastisk samvær og fest med dejlige mennesker? Er det fordi, solen skinner? Er det dét, der er medicinen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg skal blive ved som nu. 

For dét rykker. 

Dét føles som overskud.

lørdag den 21. september 2013

Undskyld hverdag!

Det er hverdag. Den med fart på. Den med sygdom. Derfor får jeg ikke blogget i det omfang, jeg gerne vil, men ledt efter dokumenter i forbindelse med forberedelsen. Og så fandt jeg et indlæg som ikke er postet. Det sker tit. Fordi de skrives i farten og jeg ikke når at poste dem med det samme. De fleste, der findes, er blevet irrelevante. Men denne her smilede jeg af - så selvom den er fra starten af august, tjae...

Undskyld hverdag! Kom jeg til at byde dig velkommen?

I flg. facebook er det meste af verden startet på arbejde igen i dag. Inklusiv undertegnede. Det gik faktisk godt! Lige indtil jeg skulle hjem...hvilket var kl. over fem. Havde jeg nu bare fri, havde jeg været mere end glad. Men der venter mindst halavanden times arbejde endnu.

Jeg arbejder på landet. Der er på vejen et lille stykke skov, hvor man skal vogte sig for rådyr eller fotofælder. Jeg har læst på en spiseseddel at særligt sidstnævnte skal man passe på i disse dage. Men det blev førstnævnte, der ligesom startede lavinen.

Det lille rådyr sprang ud foran bilen og jeg klodsede bremsen. Det er jeg glad for, jeg gjorde, for den snittede kun flygtet min bil. Men mit hjerte sad helt oppe i halsen. Det var bare så tæt på at galt! Jeg slog katastrofeblink til og holdt ind til siden. Konstaterer i skovkanten, at vi vitterligt kun snittede hinanden, da hverken dyr eller bule er at se. Men da jeg skal lukke bildøren ved jeg ikke lige, hvad der sker, for jeg klemmer fingrene i døren. Noget så voldsomt.

Klokken er næsten halv seks, jeg er sulten og tørstig og skal først i Harald Nyborg for at købe alverdens ind til skolen. Jeg havde fået varenumre af kollega. Jeg havde ikke lige fattet, at en vogn havde været en god idé, så forslæber mig og skærer hænderne på de der latterlige bånd, der bruges til at holde sammen på tunge ting i ustabile papkasser. 

Herefter går turen i storcentret for at hente en reservedel til min ladeshaver. Det er så den forkerte, de har fået hjem. Jamen tak! Den rigtige koster 30kr mere. Jamen tak! Hvad blev der af: Vi har lavet en fejl, så differencen skal du selvfølgelig ikke betale?

I morgen skal vi have møde og jeg har lovet at handle pålæg til fællesbordet. Jeg mærker sulten i min mave og der ryger nogle impulskøb i kurven: 600g blåbær (why?), 500g friske tørre ærter, to meter gravad laks og en æske lego til barnet, som hverken har fødselsdag eller sparet op til noget. Da jeg står i kassen ser jeg, at det er en kommenost, jeg står med. Bilka synes uendelig stor og jeg undlader at bytte den. Der er vist kun én, der spiser ost med kommen. Note to self: Kør tidligere i morgen tidlig, så du kan nå at købe ost.

Bilen er varmere end en sauna og jeg er ved at gå sukkerkold og væskebalancen er dårlig. Fingeren er hævet efter bildørens slag. Skal bare nå hjem.

Kaster varerne ind på køkkenbordet. Hiver brødristeren ud af skuffen, men åbenbart lidt for usikkert, for der lander ca 1 kg brødkrummer på gulvet. Er I gode til at tømme den der krumme-bakke? Nej vel? Jeg kan ikke finde kosten. Hvem har flyttet min kost? Åbner en bøtte rejer og taber dem. Ud over det hele. Mit køkken lugter nu kl 19.33 af fisk og jeg har sat mig udenfor med en mokai i hånden og iPad'en på skødet.

Kom jeg i morges til at byde hverdagen velkommen? 
  

fredag den 13. september 2013

Fra potentiel romantisk aften til ...




Jeg skulle på date i dag. Med en mand, jeg har været i kontakt med i evigheder. Jeg har fundet ham på et datingsite, der tager udgangspunkt i et utrolig langt spørgeskema og som stiller mig tre partnerforslag dagligt. Meget modsat de almindelige datingsites, hvor man kan surfe rundt mellem et utal af profiler. Det er noget med, at vores svar matches. Det er noget med, at der bruges samme koncept til den nye serie ’Gift ved første blik’ på DR3. (Som af mange grunde bestemt kan anbefales!) Det er noget med, at jeg finder de her partnerforslag utroligt interessante. Og særligt ham her. Men han er blevet syg.



Og det er min eksmand også. Så indenfor en time havde de begge skrevet en sms. Den ene aflyst. Den anden bedt om hjælp til afhentning af vores datter i børnehaven.



Således gik vi fra plan om barbering af ben og make up-lægning til afhentning af barn og indkøb af suppe til eksmand. Fra restaurantbesøg med potentiel ny kæreste til pandekagebagning med den fem-årige. Fra godt selskab til dårligt fredags-tv.


Nogen sagde fredag d. 13. Men det er okay. Faktisk.

torsdag den 22. august 2013

Ventetid




Det foregik helt som i alle andre familier. Èn får en idè om, at familien skal tælle et væsen mere. Den anden er med på idéen. I dette tilfælde ville idémageren at husstanden voksede med mange. Den idé var jeg ikke med på. For det drejer sig om, at den fem-årige efter bondegårdsferien ville have høns. Og høns er i virkeligheden ret klamme dyr. (Undskyld veninder, som er hønsefans.)



Jeg kom til at sige, at barnet kunne ØNSKE sig et dyr og forestillede mig, at vi kunne få en kanin til foråret - eller noget. Men barnet vedblev at ævle om de skide høns. Vi bor i villakvarter. Går ikke.



Så ønskede barnet sig et dyr, der har pels og kan hoppe.



Og barnet forstod ikke, at 'ønske' betyder; måske får du det, måske får du det ikke.



Men så sagde en klog dame: Barnet skal ofte lege med sig selv, måske er det en god idé med et dyr?



Og jeg begyndte at undersøge mulighederne for en kanin. Det væltede ind med tilbud om kaninunger og venners kaniner.



Helt som da jeg blev mor første gang googlede jeg også. Og erfarede, at vi ikke er en egnet kaninfamilie. Sådan et dyr anbefales at være ude af sit bur 4-5 timer om dagen. (Om dagen!) Vi kan klare 4-5minutter, de dage barnet er hos mig. Det ville være omsorgssvigt allerede inden kaninen flyttede ind.



Helt som da jeg blev mor første gang, havde jeg en klar forestilling om, hvad der ventede os. Denne gang troede jeg, at vi skulle have et udedyr. Er I klar over, hvor få udedyr, der er egnede som kæledyr til min fem-årige? Så ganske som da jeg blev mor for første gang, havde jeg et standpunkt til jeg tog mig et nyt: Begyndte kigge på indedyr. Gnavere og den slags. Spurgte kæledyrseksperter til råds. Undersøgte og læste. Og vi er endt på et guldhamster. (Den dør også om max to år – men det siger vi ikke til barnet.)



Efter en uge har den fem-årige lært at sige det: Guldhamster og ikke duldhamster. Alletiders.



Så tog vi ud og så på bure. Det er næsten ligesom at vælge barnevogn. De to på indkøb er slet ikke enige om, hvad der praktisk, flot eller råd til.



Pludselig slog det os. Hvad skal kræet hedde? Barnet foreslår Regnbue, Solmåne eller Gustav. Jeg er helt klart fortaler for Gurli Guldhamster.



Nå, men vi skal se på 17 guldhamstre på lørdag. Skal nok smide en besked og et billede, når familieforøgelsen er sket. Sådan lidt ligesom I ved nok…

mandag den 19. august 2013

Det ville være fantastisk, hvis...

...jeg kunne huske, hvad mine noter på de små lapper betød! Det sker alt for ofte, jeg ikke fatter det!

Fx skrev jeg en huskeseddel lige før jeg forlod skolen i dag kl. 15. Der stod de ting, jeg skulle købe i centeret. Så er der en streg, hvilket betyder, at det nedenfor stregen er ting, der skal gøres, når jeg kommer hjem. Nederst på sedlen står der:

Ring X's mor
Opdater på tandhjul

Hvad fanden betyder det sidste???

tirsdag den 13. august 2013

At nøjes og undvære



En ung, ganske ung, ven, sagde engang til mig: ’Jeg vil hellere undvære end jeg vil nøjes.’ Jeg havde overraskende nok aldrig hørt det før – og jeg tog det til mig og spurgte mig selv: ’Er jeg sådan eller er jeg typen, der hellere vil nøjes end undvære?’ Jeg var ikke i tvivl. Det er da – i langt de fleste forhold i livet - fuldstændig uden selvrespekt at nøjes, hvor man kan træffe et aktivt valg. Så det har jeg sagt mange gange. Højt. Om mig. Om min indstilling til mange ting. Og handlet derefter: Jeg vil hellere undvære, end jeg vil nøjes.



Men man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg har nemlig mødt et menneske, hvor jeg må vende den om. Jeg må sande, at jeg i dette tilfælde må øve mig i – og aktivt vælger - at jeg hellere vil nøjes end undvære.
  


Hvilken vælger du?

søndag den 11. august 2013

Status #3 - sommeren 2013

Hverdagen ruller igen. Og jeg får som altid presset lidt for meget ind i den allerede fra start. Dét er et indlæg for sig selv. Jeg hilser hverdagen velkommen. Det er dejligt at se den igen - og måske endnu mere dejligt, fordi ferien har været fantastisk for mig og min 5-årige ...


Mig og nøglebundtet
Kan stadig ikke finde hinanden
 
Mig og dem i det gule hus
Boede nærmest sammen  
 
Mig og min iPhone
Taber hinanden lidt for tit, men har fundet ud af at app'en Telmore Musik er genial 
(med hjælp fra ham i det gule hus)
 
Mig og kærligheden
Er kompliceret
 
Mig og barnet
Kan ikke beskrives med ord, men det er boblende lykkeligt.
 
Mig og kornmarker
Bliver aldrig det samme igen
 
Antal gange jeg har øremærket en nyfødt kalv:
En (!)
 
Antal flyvninger:
Nul. Næste år skal der stå mindst én. Basta!
 
Antallet af Mokai og Sommersby, jeg har drukket denne ferie:
Så mange, så det er berettiget, at min røv er blevet større og at nogen kaldte mig mit gamle navn
Sprit-Britt igen.
 
Antal gange jeg har været i fitness, siden jeg meldte mig ind: 
3. Det er delvist ikke højere, fordi der i idyllen var et dyr, der stak mig, hvilket der gik infektion i og
 jeg blev beordret stillesiddende med benet oppe.
 
Antal gange jeg har citeret Fifty Shades:
Uden tvivl for mange!
 
Antal dage jeg arbejdede i selve ferien:
Én =succes!
 
Antal gange jeg opdagede min hud var mere sommerbrun end den jeg sad ved siden af:
Mindst tre! Og det er første gang, det er sket!
 
Antal km kørt:
Ved det ikke præcist. Men hvis vi regner det om i timer, kunne jeg uden tvivl have kørt til Sydfrankrig
og tilbage igen - og måske til Skagen. Men så ville jeg jo ikke have set de i alt 86 venner og 
familiemedlemmer, jeg har set sommeren over. 
 
Min næstsidste facebookstatus: 
'Farvel ferie. Du var bedre end bedst. Goddag hverdag. Det er godt at se dig.'

Og dét er det!

onsdag den 17. juli 2013

De lykkelige svære øjeblikke




Det sværeste ved at være alenemor, er, når jeg rammes af lykke sammen med barnet eller i hendes nærvær. Lykke kommer i strejf. Og forældre klemmer hinandens hænder eller smiler indforstået til hinanden, når deres børn gør noget, som gør dem til de mest fantastiske skabninger i hele verden. Forældre mærker sammen lykken helt ned i maven, når de øjeblikke forekommer. Alle forældre ved, hvad jeg mener.
 
Sådanne øjeblikke gør lykkeligt ondt på mig. For jeg har ingen hånd at knibe. Ingen at smile til. Ofte får barnet smilet. Nogle gange gør hun ikke, fordi det vil ødelægge øjeblikket.
 
Så forsøger jeg at lagre øjeblikket i min hukommelse, på min nethinde og nogle gange gør jeg det til et kodak-moment og poster på facebook, fordi det er bedste alternativ til at klemme sin elskede i hånden.
 
Dette var et af de øjeblikke:

 
Hun sidder på verandaen i sit nye legehus og hun fortæller bogen for Dukke Klara og Bamse hundrede procent ordret. Hun har helt ægte omsorgsfuld jeg-har-noget-på-hjertet-fortælle-stemme ... og hendes mor har tårer i øjnene.



Dét er sjovt!


 

Jeg har glædet mig til at lave lige netop dette indlæg: Jeg har været i fitness!
For allerførste gang i mit voksenliv. Vi var vist i det lokale fitnesscenter i et par idrætstimer i 8.kl. Siden da har jeg ikke sat mine ben sådan et sted - indtil i går -  og det har været med sådan en ydmyg, lidt frygtindgydende respekt, at jeg har talt med om det, anerkendt dem af mine venner og veninder, der går i fitness. Fordi jeg ikke forstår det. Fordi det er mig SÅ fjernt.
 
Men så fik jeg en profil på dating.dk og der er det åbenbart mere reglen end undtagelsen, at man går i fitness. På elitedaters er man i den falske elite, hvis ikke man er i fitness én gang i døgnet. Nærmest. Men jeg var aldrig rigtig som bh.klasselærer velkommen dér alligevel...
 
Så blev jeg kæreste med ham, jeg kaldte Ham Den Dejlige. Og vi jokede med det. Altså mig i fitness.
 
Så flirtede jeg med ham, som blogland, ikke rigtig kender til, og som jeg slet ikke er klar til at dele med blogland endnu (sorry!) - og vi jokede med det. Altså mig i fitness. Forskellen fra sidst var bare, at en lille del af mig gerne ville prøve det. En anden del af mig vidste, at det kunne gøre godt for bækken- og rygsmerter. 


Indimellem er jeg ret handlekraftig. Så jeg bestilte tid til at få lagt program. Og tilmeldte mig PBS. I samme åndedrag.

Det føltes som at have givet sig selv en julegave, pakket den ind, fortalt alle om den, og i går pakke den ud. Og jeg blev ikke skuffet!
 
Så var man der i fitness og så mig brække mig af grin sammen med instruktøren i en time, alt imens hun noterede alting ned, så jeg næste gang kan medbringe min træningsplan. Jeg bliver kendt som hende med træningsplanen i hånden. No way (!) om jeg kan lære det udenad!
 
Meeen... En eller anden dag kan jeg vel smile og tænke: Godt jeg ikke bare jokede med det, for nu har jeg ikke ondt mere.
 
En eller anden dag lærer jeg vel at spænde rigtigt, så jeg ikke triller af bolden?



Indtil da må I gerne grine videre og sige: Dét er fandeme sjovt, Britt!

onsdag den 10. juli 2013

Længsler og ...



Jeg øver mig i jeg-er-god-til-at-være-alene-konceptet. Jamen, det gør jeg altså! Nogle dage går det bedre end andre. Ofte hjælper det med bobler i glasset og lidt chokolade i en skål.





Således satte jeg mig i en havestol i min ’nye’ have, som langt om længe kan betegnes som værende færdig. Jeg havde rykket stolen ud, så jeg kunne nyde udsigten, hvis jeg nu skulle få lyst at kigge op fra min bog. Opdagede hurtigt, man ikke kan se så meget, når man sidder ned... 

Havde fortalt barnet, at nu var der sagt godnat, og at hun ikke kunne kalde, men måtte stå op, hvis der var noget, for nu gik mor i haven = jeg kan ikke høre dig = SOV!



Basta! Bum! Iscenesat ’jeg foregiver at hygge mig med mig selv’-tid. Men jeg nød det faktisk. Jeg nød at kluk-le af Annamettes manglende sexlyst. Jeg nød at læse bogen indhyllet i sweatshirt og dyne. Og telefonen ringede. Og jeg nød at tale med min far (ikke forretningsmanden, der hjælper mig med nogle kringlede økonomiske termer eller fortæller mig, hvordan jeg reparerer noget med en skruetrækker, jeg først skal låne ved naboen…) Nej, jeg havde en samtale med min FAR. (Og hvis det her var en facebook-opdatering, så var det nu, man ville sætte en lang række hjerter ind.) Jeg nød at læse videre i bogen, indtil jeg konstaterede, at jeg ikke var ene om at længes efter et sexliv og at det nu blæste så meget, så jeg frøs i nakken. Sengetid.
 

Jeg nåede lige nøjagtig til den følelse af: ’ARH! Det her var godt for mig.’ Det her var genkendeligt som den tid, jeg nød, da jeg var lykkeligt gift. Den tid, jeg savnede, da jeg var sammen med ham den dejlige. Det øjeblik, hvor jeg havde formået at lukket alt ude og skabt ro og mig-tid. Det var en god opdagelse. At jeg kunne kan det endnu.

fredag den 28. juni 2013

Sex-blog




 Jeg er blevet opfordret til, af et par stykker - uafhængigt af hinanden, at lave en anonym blog omhandlende mit sexliv. Det ville aldrig gå. For det første fordi der absolut ingen aktivitet er på den front og det derfor ville være en død blog. For det andet, fordi jeg er sådan en, der har brug for at snakke med folk om ting og derfor på ingen måde ville kunne holde kæft omkring det faktum, at den der sexblog i virkeligheden var min. Derudover er der faren ved at have to konti og jonglere mellem de to uden at røbe noget, der røber sammenhængen. Det holder ikke.

Men altså, havde jeg nu sådan en sex-blog, så ville du kunne finde nogenlunde følgende indlæg:

'Det er lørdag. Vi er til bryllup. Jukeboksen har netop spillet et Marie Key nummer, jeg har brølet med på og jeg fortæller bordet, at hende ville jeg gerne høre live. Jeg fortæller, at muligheden havde budt sig…
Veninde: Nå, jamen købte du så ikke 3-dages billetten til Kløften-festival, nu du fik den tilbudt?
Mig: Nej, jeg synes ikke jeg havde råd.
Veninde: Nå nej, du har brugt alle dine penge til dildoparty!

Det er sandt.

Jeg har købt de der kugler til at træne bækkenbunden, så jeg kan hoppe på trampolin uden at slatpisse. Altså når de engang er taget ud af æsken.'

Bagerst i køen



Nabodatteren på fjorten har fået en kæreste!

En af de allerkæreste veninder dater seriøst MANDEN.

En veninde har en sommerfuglefarm i maven og dét er, hvad jeg kalder magisk!

En anden veninde flytter sammen med kæresten.

En tredje veninde er på romantisk miniferie med sin udkårne.

Yndigt takkekort fra kærlighedsfest lå i postkassen i dag og mindede mig om eventyret. 

Imens er jeg tålmodig...

 

...

 

Næsten da...

 

...

 

 

Jeg tror på det ...

 

...

 

Og glædes på andres vegne...

 

...

 

... Arhmen, hvor lang er køen?  Eller er vi på den der med, at når man pipper, så ryger man bagerst i køen, 
for så bare glem, jeg sagde noget!

Fordele ved at være hjemme ...


I mandags sms'ede jeg denne til en ven:

Fordele ved at være hjemme med feberramt barn:
 
1) Der er ryddet op i entré og køleskab 
2) Vasketøjet næsten i bund
3) Forberedelse næsten klaret 
4) Tid til nærværende hygge med barnet
5) Har læst over 100 sider i Fifty Shades på en formiddag (og må med skam indrømme, jeg er opslugt...)
6) kan spise af tiramisu'en, når lysten melder sig
 
Ulemper ved at være hjemme med feberramt barn:
Kan pt. ikke komme i tanke om nogle ;-) Foruden barnets temperatur, naturligvis...



fredag den 21. juni 2013

Elevatorhumør



Mit humør kører i elevator pt. Op og ned. Det er aldrig på én etage dagen lang. Og nogle gange er der tale om ekspress-elevator. Jeg ryger fra taget til den dybeste kælder på to sek.

På en etage finder jeg udfordringer i en grad, hvor jeg overvejer, om jeg virkelig tør træde ud, når døren åbner.
På en anden etage finder jeg, at der intet gulv er og jeg vil være i frit fald, hvis jeg træder ud, uden sikkerhedsnet. Uden mulighed for at holde fast og viden om, hvorvidt jeg kan redde mig selv.
På en tredje etage er der fest og jeg er beruset og med i dansen med det samme.
På en fjerde etage er der manglende nattesøvn (og jeg hører en indbrudstyv komme om hjørnet hele tiden.)
På en femte etage påtager jeg mig en rolle, der er nødvendig, men ikke nem.
På en sjette etage er alt mit rod samlet og jeg skynder mig ind i elevatoren igen og trykker på en knap, så jeg kører videre til en ny etage. Der er kun en snert af dårlig samvittighed, der følger med mig.
På en syvende etage er der sommerfugle i maven.
På en ottende etage mærker jeg omsorgen og bliver taknemmelig.
På en niende etage smiler barnet til mig og jeg ved, at vi er okay.
På en tiende etage er græsset grønt.
På en ellevte etage overtager hormonerne min krop. På den virkelig uhensigtsmæssige måde.

På en tilfældig etage erfarer jeg, at det oftest er mig selv, der trykker på knappen, der gør at elevatoren går op og ned mellem alle etagerne. Og jeg øver mig i at blive på en af dem. Bare lidt mere end fem minutter.

onsdag den 12. juni 2013

Uheldighedsklippekortet er brugt!



Tirsdag eftermiddag. Klokken er tyve minutter i fire. Jeg kan ikke nå at køre til optikeren inden børnehaven lukker og den fem-årige skal hentes. Vælger at køre hjem efter en pakke, der skal sendes – og så er planen ellers at hente barnet og ordne ærinder.
Jeg låser hoveddøren op og konkluderer, jeg ikke har haft alarmen sat til. Det gik også lige vel hurtigt med at komme ud af døren i morges. Tiden var gået hurtigere end forventet – og jeg har ikke for vane at komme for sent.
Jeg kaster et blik ind i køkkenet. På køkkenbordet står en åben småkagedåse med banansnacks og tanken strejfer mig: ’Hvornår har barnet nået at spise af dem, uden jeg har opdaget det?’ Jeg er lækkersulten og smider tasken på bordet, snupper en snacks og stivner. Ved siden af mig ligger pakken, som skulle på posthuset. Den er pakket op! Flået op! ”Der har været nogen” siger en indre stemme mig og jeg ser rundt. To skuffer står lidt åbne. Oven på bunken af reklamer ligger al indhold fra en skuffe. Mine bunker i den anden ende af køkkenet ligger på gulvet.
Jeg kaster et blik på spisebordet. Opdager, hvad der mangler. Min puls stiger, jeg sveder. Jeg kan ikke se, hvor de er kommet ind. Jeg søger. På mit kreakontor, som er ganske rodet, ser jeg at vinduet står på klem. Jeg har ALDRIG vinduerne åbne derinde. Det er ikke et rum, jeg bruger. Det er mit depot. Mit opbevaringsrum. Kreativt kaos, kontor og kælder i ét. Der ligger små sorte æsker med smykker spredt over det hele. Tårerne presser sig på. Jeg skriger. Ikke sådan et lille ynkeligt skrig. Et smertens skrig. Jeg går i knæ. Her har været et andet menneske. I mit hjem. Jeg får kvalme.
I min højre hånd har jeg min tlf, for i tankerne var jeg, på vej ind af døren, ved at sende en sms. Finder min mors nummer. Hyperventilerer lidt. Græder.
Får ringet 114 og bliver beordret ud af huset.

Jeg er i chok. Når jeg er i chok bliver jeg handlekraftig. Så jeg går op til naboen, spørger om hun kan hente barnet, da politiet er på vej. Hun er syg. Jeg ringer til hende i det gule hus. Hun vil gerne hjælpe. Jeg aftaler med politiet, at jeg henter barnet og så kommer de.

Jeg har hukommelsesslip. Jeg husker ikke, hvad jeg sagde eller gjorde, da jeg afleverede barnet ved hende i det gule hus. Jeg vidste bare, jeg var tryg.

Mens jeg venter på politiet forsøger jeg at få gang i noget ’Find min iPad’. Men kan ærligt ikke tænke særlig klart, så får kontaktet kollega.
Kort tid efter kommer patruljevognen med de to betjente. Den ene er sq en hottie. Det kan selv jeg se ud gennem forgrædte øjne og mascara på brilleglassene.

De er meget professionelle. Tager DNA-prøver, studerer cigaretskodder, størrelsen på kobenet osv. Får mig beroliget. I mens er jeg ved at dø af skam over rodet i mit hjem. De kan jo nok godt se, hvad der er tyve-rod, og hvad der er almindelig rod. SUK! De spørger ind til alverdens små detaljer og ting i mit hjem. Og ham den hotte spørger naboen, som er her, om jeg bor alene…

Da politiet tager herfra kan jeg ikke overskue noget som helst og er pludselig ikke spor handlekraftig. Får kun lige løftet ting fra køkkengulvet op på bordet. Jeg er rystet. Og sulten. Går i det gule hus, hvor vi hurtigt beslutter os for at hente mad fra den gyldne måge.

Første egentlige udfordring og erkendelse af, hvor længe tyvene har været her, opstår, da jeg skal sætte min tlf i lader. Tyven har kravlet op i min seng for at finde den. Ad! Det betyder en tur rundt i nabolaget for MÅ have liv i min tlf …Jeg mærker trætheden overmande mig.

Jeg får puttet barnet uden bøvl. Hun er kun glad for, tyven ikke har taget hendes parfume (vand med blomster i ;-) )

Jeg kan ikke finde ro. Sms’er, ringer lidt rundt. Rydder lidt op. Går tingene igennem og opdager flere ting, der mangler. Vil i seng. Men skal først lige flytte alle smykkerne, der ligger spredt ud over hele sengen. Det går op for mig, at tyven har siddet i min seng og sorteret dem. Skifter sengetøj. Kvalmen kommer igen. Tårerne.

’Det bliver sgu en fest at skulle på iPad kursus uden iPad i morgen’, tænker jeg.

Og så rammer det mig: Du er helt alene.

FÅÅÅÅRK, hvor kunne jeg godt bruge et par store stærke arme om mig.

Min veninde kommer lidt over elleve med en McFlurry. Vi snakker til sent. Jeg sov lidt.

Er træt – og meget mere påvirket af det hele, end jeg først ville være ved. Der er nu ryddet op og gjort rent og alt det praktiske er næsten på plads. Gad vide, hvornår det psykiske er på plads igen!?

Øv! Vred og ked!

Uheldighedsklippekortet er brugt, hvis I spørger mig! 

Min bil fik nemlig også en bule i søndags...

torsdag den 6. juni 2013

'Må jeg godt blive død i en hvid kiste?'



Solskin. Grundlovsdag. Fridag. Vi sidder kun mig og den fem-årige i bilen. Der har været stilhed et par minutter, da hun ud af det blå siger:



’Mor, må jeg godt blive død i en hvid kiste?’



’Altså, mener du begravet i en hvid kiste?’



’Ja.’



’Ja, det må du gerne. Det skal jeg nok huske, du gerne vil … … … Men måske skal du huske at sige det til din mand og dine børn, når du bliver voksen, for det er de ældste, der helst skal dø først, så det er ikke sikkert, jeg lever, når du skal begraves.’ Tilføjer stille i mit sind: Jeg håber, jeg dør først! Er angst for at miste hende!



’Mor, jeg HAR jo sagt jeg ikke skal have nogen børn!’



’Nåja.’



’Ja, for det er alt for hårdt!’



’Synes du stadig det?’



’Ja… Men jeg SKAL ha’ en mand!’



’Hvorfor vil du gerne have en mand, skat?’



’Fordi så kan vi gå i byen og se på springvand sammen!’





Der er flere ting i denne relativt korte samtale, jeg elsker. Dels at vi i vores lille familie på to kan tale om fødsel og død som det mest naturlige i hele verden. Dels at barnet spørger, lige når tanken opstår - og er gammel nok til, at jeg kan svare hende ærligt på langt de fleste ting. Men også, at hun er romantisk anlagt - og gerne vil have en mand. Så håber jeg bare, hun ændrer holdning til det med børnene. En dag.

torsdag den 23. maj 2013

En lørdag i maj



Lørdag.



Jeg vågner i mit helle. Der, hvor jeg er allermest rolig. Allermest tryg og allermest træt. Ville ønske, det var i favnen på en mand. Det er det ikke.



Jeg er tung i hovedet. Det var en skøn aften aftenen i forvejen. Der var kulørte drinks. Dejlige mennesker.



I dag er dagen. Den store dag, hun har talt ned til i så længe. I dag er dagen, jeg har glædet mig til – i længe. Det er i dag, jeg skal have min nye kjole på. Det sker så sjældent, jeg flotter mig. Det har jeg gjort denne gang. (Okay, okay, jeg har fået økonomisk støtte til at flotte mig i en alder af 32 år. Nogle gang ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde af det! Jeg er 32! … Back to topic!)

Jeg står op og krydsforhøret starter. Der blev gjort kort proces. For jeg skal videre.



Hjemme ligger det hele linet op: Det nye lingeri. Kjolen. Jakken. Smykkerne. Make up’en. Skoene står parat. Pit stop. Bader og pakker færdig.



Kører mod barndomsby med Mads og Monopolet i radioen.



Forventningsfuld. Spændt.



Min barndomsveninde står i sit lingeri, da jeg banker på badeværelsesdøren. Vi krammer og hun undskylder, hun ikke har mere tøj på. Det går op for mig, jeg kan have overtrådt hendes grænse. Jeg sansede ikke, jeg ikke havde en lige der. Suk! Nå. Jeg er jo bare 110% mig selv i hendes selskab. Jeg behøver normalt ikke tænke sammen med hende… Vi snakker. Opdager kjolerne er samme model, dog alligevel så forskellige grundet farven.



Fjoller. Foreviger os med kameraet i iPhonen.



Sceneskift:

Kirken. Her er jeg døbt og konfirmeret. Her troede jeg mine børn skulle døbes. Her troede jeg, jeg skulle ja. Jeg sagde ja på rådhuset. Jeg fik mit barn døbt i en bygning, der ligner alt andet end en kirke. Jeg fucker det op endnu engang, da jeg remser det op for barndomsveninden og det går op for mig, hun også er blevet gift her. Og at vi begge er skilte. For helvede!



Orgelet går i gang og ind kommer den smukkeste brud, jeg nogensinde har set med egne øjne. Ih, bevares. Jeg har set mange smukke brude på Pinterest, på facebook osv. Men sådan, hvor man, hvis man rækker armen ud, kan mærke. Hun er definition på smuk. Og jeg får tårer i øjnene for første gang denne dag.



Det var en smuk ceremoni – og sjov præsten var sjov! Han havde virkelig god humor. Fantastisk, den danske folkekirke anno 2013.



Stedet for afholdelse af bryllupsfesten var som hevet ud af mine drømme. Jeg har kun positivt at sige om brylluppet og om festen. Jeg havde ikke forventet at være en del af så smuk, varm og festlig en kærlighedsfest. Men det var jeg. Det var i og for sig overrumplende. Og jeg fik blanke øjne ved tanken – dér midt i festen. Ligesom jeg græd af grin. Det var ikke kun alt det, der rører en. Det var også sjovt. Så sjovt, så jeg faktisk tror ved, at jeg tissede lidt i bukserne under en dans.



Det, der dog sidder dybest i mig er gommens tale til bruden. Jeg kender ikke gommen. Faktisk kender jeg ham kun gennem det, bruden har fortalt om ham. Har tilbragt så ganske få timer i samme rum som ham før. Men gennem hans meget smukke og personlige tale til sin brud, lukkede han mig et skridt tættere på - ind. Han åbnede sig for et helt selskab. Velformuleret. Enkelt. Præcist. Usigeligt smukt. Kærlighed. Dét har jeg dyb respekt for. Og er meget bevæget over.



Og det får jeg blanke øjne af – igen – ved at tænke på.



Tænk, jeg på en lørdag i maj var gennem så mange følelser. Intenst. Smukt. Yderst livsbekræftende.

torsdag den 9. maj 2013

Min personlige pusher



Hvis man slår ’pusher’ op i en ordbog, står der som første betydning af flere, at det refererer til en forhandler af ulovlige stoffer. I mit hoved er en pusher én, der skaffer mig det, jeg er afhængig af.


Jeg har skabt mig selv et afhængighedsforhold. Og jeg har skaffet mig en pusher. En Politiken-pusher. Faktisk to. Igen er jeg dybt taknemmelig. De bringer nemlig varen til mig i barnets taske. Helt uden, at jeg hver gang skal bede om det. Hvor fantastisk er det ikke lige?



I går kom der endnu en sending:








Jaja, jeg ved det godt! Det er avis-udklip. Men jeg synes altså Marens striber er SÅ præcise og sjove!