En smule forstadsidyl

-eller scene 10.

Solen skinner og den 4-årige konkluderer en smule spørgende, at himlen da faktisk er blå, da hun iført nattøj går med sin mor tre matrikler op af vejen, der hedder noget med bjerg. Med sig har de fire friskbagte tak-for-lån-af-kardemomme-kasserolleboller. Kardemommen lånt af hende i det gule hus, tre matrikler væk, det forstås.

I det gule hus bor hun med sin mand og deres vel 4 mdr. gamle datter. Datteren har den 4-åriges tøj på. Ja, altså det, der engang passede. Og den 4-årige ynder at kalde barnet for sin lillesøster. Hva’ pokker? Nu hun ikke har udsigt til selv at få én, er det vel mere end okay?

På vej tilbage tager den 4-årige sin mor i hånden igen og smiler: ’Mor, i dag har været en god dag.’ Og deri har hun ret. 

Børneværelset er gennemgået fra ende til anden. Feriepengene tikket ind nogenlunde samtidig med skøn sms fra ham den dejlige. Trampolinen og gyngerne i haven er testet nok engang. Der er spist pølsehorn og is. Leget med bedstevennen. Bagt boller og følt taknemmelighed over at have dem i det gule hus endnu engang – og læst Emil fra Lønneberg inden God Nat.

Forinden, dér på vejen hjem igen fra det gule hus, langs ligusterhækken, nåede moderen at tænke, at det her emmede en smule af forstadsidyl. Og den tanke var bare mere end okay!