fredag den 1. juni 2012

Fredagsoverskud



Fredagsoverskud  - eller scene 6. 

Det er fredag. Denne fredag er af en eller anden grund længere ventet end øvrige fredage. Måske er det fordi, det er den første femdages arbejdsuge for mig i umindelige tider. Der var en femdages uge efter bededag. Men den var kun firedages for mig, pga. min farmors begravelse. Har der været en femdages uge siden påske? Jeg mindes det faktisk ikke.

Denne uge var på en måde heller ikke en rigtig femdages uge, for i dag var hele skolen på tur. Vi skulle møde op i praktisk tøj og løbe-stærkt-sko. Havde overvejet at blive syg. Men nej, solen skinnede, selvom det blæste med vindstød af orkanstyrke på den sportsplads, hvor løjerne udspillede sig. At det var med vindstød af orkanstyrke, kan jeg sige uden overhovedet at være ham den skaldede med de strikkede trøjer eller have forholdt mig til vejr-app’en.

Men så er det, det mærkelige sker. Da jeg parkerer bilen foran børnehaven for at hente pigebarnet rammes jeg af en hidtil ukendt mængde energi og så hører man mig sørme sige til pigebarnet: ’Skal vi spørge S om hun vil med hjem og lege i dag?’ Altså som i, at jeg en fredag eftermiddag, hvor jeg plejer at halvsove og have helt flade batterier, var i stand til at rumme en legedate mellem pigebarnet og et komplet fremmed, men altid smilende, barn!?
Det gik overalt forventning! (Altså bortset fra, da jeg klemte tommelfingeren. Sådan seriøst klemte den!) Og det gik også over al forventning, da mit køkkengulv blev hvidt grundet 3 dl mel, der landede alle andre steder end i bageskålen. Jeg fik nemlig den skøre idé at bage rugbrødsboller med chokolade sammen med pigerne. Det gik også over al forventning, da vi alle tre kæmpede os vej gennem det, der ligner ruinerne efter en verdenskrig, for at finde stempler og glimmerklistermærker til pigernes kreative projekt. Og sørme da også, da de to piger legede at sofaen var en ny trampolin og Elna Elephant en elefant i cirkus!
Har endda også ordnet vasketøj og opvask - og lavet aftensmad …

Ønsker jer alle god weekend! Min varer fire dage, hvilket betyder jeg går en tredages uge i møde. HURRA!

2 kommentarer: