Swinger I?

Swinger I? Eller Scene 4 - du bestemmer selv.

Fredag. Tidlig eftermiddag. Vi befinder os i svømmehallen med barnets bedste ven og dennes mor. Moderen er ikke min fortrolige. Men jeg kunne sagtens betro mig til hende - hvis jeg ville. Vi smalltalker generelt meget. Om børnene, om deres hverdag, om min skilsmisse og min nuværende situation. Jeg kan enormt godt lide hendes selskab!

Dér, midt i børnebassinet, mens ungerne leger og fremmede børn med garanti tisser i det vand, vi sidder i, skete der noget. Vi kom et skridt nærmere noget fortrolighed. Vi kom til at snakke om det faktum, at jeg dater. Og vi kom det noget nærmere end blot en konstatering.

I den anden ende af børnebassinet sidder en mand med et lille barn. Jeg fortæller bedstevennens mor, at hvis han var et profilfoto på datingportalen, ville jeg sikkert bladre videre til næste profil, men som han sad der og besvarede mit smil med et skønt og varmt et af slagsen – i bar overkrop – var han den absolut mest charmerende mand, jeg kunne få øje på i svømmehallen. (I al fald lige dén dag!) Bedstevennens mor smiler og siger: ’Nå, han måtte godt spise en kiks i din seng, hva?’ Og tonen er ligesom slået an. I samme øjeblik kommer en mor med et barn og sætter sig ved siden af ham. Hun er uden tvivl også mor til det barn, manden leger med. Vi konstaterer det og smalltalker om flirts med fiskemænd og tankpassere. Og det er altså ikke kun mig, der flirter eller flirtes med!

Efter flere ture i vandrutsjebanen får vi lokket ungerne med i det varme bassin. Jeg får øje på endnu et emne og hvisker til bedstevennens mor: ’Bag dig, men du skal ikke vende dig om endnu.’ Da hun tre sek. senere vender sig om, opstår ”Jeg er i chok”-ansigtet. Jeg vender mig og ser, at lækker fyr er forvandlet til overvægtig 65-årig, skaldet mand. Vi flækker af grin. Grænsende til det uhøflige og særdeles provokerende.

Tilbage i bassinet, hvor der med garanti er fremmede børn, der tisser i vandet, begynder bedstevennens mor en fortælling. Den udvikler sig i en uventet retning: Swinger I? Nogle skal jo gøre det! Latter. Den der helt igennem det'r-da-løgn-latter! Det er nemlig ikke bedstevennens forældre, der gør det. Men jeg ved, hvem. Og det var uventet. Dels at de swinger. Dels at vi snakkede om det. Men så sad vi dér. Midt i svømmehallen og snakkede om partnerbytte, swingerklubber, bi-seksualitet, utroskab, legetøj osv. Vi snakkede om sex. Uden at afsløre noget som helst om vores egen seksualitet – næsten da! Tænk at vi ku’ det! Bedstevennens mor og jeg. Fedt!

Tabu?

Hverdag. Lander i stolen på det åbne lærerværelse efter endt undervisning og udtrykker min glæde over, at jeg den kommende weekend er 100% uden barn. Jeg sporer uden tvivl overraskelse og forundring hos moderen, som sidder i stolen skråt overfor mig. Hun ville have svært ved at undvære sine børn – og dem, hun kender, der er fraskilt, nærmest græder, når deres børn er hos den anden forældre.

Græder?

Jeg forstår det ikke. Jeg elsker min datter og selvom hun det første år af sit liv, kostede mig følelsesmæssigt mere end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, så fortryder jeg ikke, hun er til.

Fuck tabuerne, skrev T. Og det gør jeg så! Jeg har ikke på noget tidspunkt i min singletid lagt skjul på, at ligeså skønt, det er at have barnet, ligeså meget nyder jeg den frihed, der opstår, når hun er hos sin far.

Frihed til at være kvinde, veninde, frihed til bare at være … mig.

Jeg fortryder som sagt ikke, at jeg fik hende. (Men jeg har tænkt det!) Uanset hvor stor en mundfuld og forhindring hun er, så fortryder jeg ikke. Hun var og er ønsket. 

[Indhold redigeret af Britt]

Jeg indrømmer og erkender, at hun er nødt til, jævnligt, at være nogle andres ansvar, for at jeg kan være den kvinde, veninde, lærer og mor  - og ikke mindst det ’mig’, jeg gerne vil være!

Scene 3

Forårsfornemmelser. Plusgrader. Solskin. Søndag.

I stuen står en tohjulet cykel, str. fire år. Den har stået der siden barnet blev fire. Vi har kørt på den fra den ene ende af huset til den anden. Eller rettere, barnet har kørt på den og singlemom har holdt fast, for at undgå styrt ved forhindringer på vejen fra stue til soveværelse: Dukker, Bobles-dyr, vasketøj, halvlukkede døre og lign.

Barnet har spurgt mange gange: ’Hvornår skal vi cykle udenfor?’ Har i en måned svaret: ’Når du har fået en cykelhjelm og sneen er smeltet.’

Cykelhjelm skaffet. Der står "Støt brysterne" på den, men den er til børn. Har tjekket.

Sneen borte. Endelig!

Solskin. YES!

Nu er det nu! Vi er begge spændte.

Bor som tidligere skrevet på en vej, der ikke uden grund, hedder noget med bjerg. Vi går derfor med kosteskaft og cykel til det atletikstadion, der ligger bag vejen, der hedder noget med bjerg.

Der går som en leg. Hun cykler jo! På to hjul. Uden problemer, uden forhindringer. Begejstring. Både hos fire-årig og stolt mor. Kosteskaft unødvendigt. Men ikke i barnets verden. Hun blev noget så utryg. Så der så man mig løbe efter barn på cykel i høj fart med et kosteskaft rigtigt placeret i cyklen. Ja, du læste rigtigt. Jeg løb. Og jeg løb hurtigt, for barnet cyklede med høj fart for ikke at miste balancen.

Efter næsten 1,6 km rundt på atletikbanen, masser af begejstring med jubel på (og pusten!) samt ros fra mor til barn, bremser hun. Ser storsmilende op og siger: "Det var godt gået, mor!"

Gået?!